Vejledning til Lokaletilskud


Ansøg om lokaletilskud for 2023

OBS: Du kan først ansøge om lokaletilskud, når din forening har foretaget en medlemsindberetning- dette gør du ved at klikke her.

Ansøgningsfristen er den 31. marts

Husk at udfylde og vedlægge "Indberetningsskema til Lokaletilskud" til din ansøgning


Hvad er et lokaletilskud og hvem kan ansøge?

Godkendte folkeoplysende foreninger, der tilbyder faste og kontinuerlige fritidsaktiviteter for børn og unge under 25 år, kan ansøge om lokaletilskud. Et lokaletilskud er et tilskud til din forening på baggrund af foreningens dokumenterede afholdte udgifter i forbindelse med egne eller lejede lokaler og lejrpladser. Hvis din forening er godkendt til at ansøge om lokaletilskud, så kan du ansøge om tilskud til foreningens driftsudgifter. Derudover kan rideklubber ansøge om tilskud til vedligeholdelse af ridehalsbund og fodboldklubber kan ansøge om tilskud til el-udgifter, vedligeholdelsesudgifter og tilsynsudgifter i forbindelse med lysanlæg ved fodboldbaner.

Nye foreninger som ønsker at ansøge om lokaletilskud skal have godkendelse til dette, før foreningen kan afholde tilskudsberettigede udgifter.  

Hvor og hvornår skal vi ansøge om lokaletilskud?

Lokaletilskuddet skal ansøges via Aktiv Ikast-Brande (www.aktivikastbrande.dk) senest den 31. marts hvert år. Tilskuddet ansøges på baggrund af din forenings dokumenterede driftsudgifter i forrige kalenderår.

Hvis din forening ikke allerede er oprettet eller ikke kan få adgang til foreningens bruger på Aktiv Ikast-Brande, så kontakt venligst Fritid på e-mail: fritid@ikast-brande.dk eller tlf.: 9960 4156. 

Hvilke bilag skal vi bruge til at ansøge om lokaletilskud?

Når din forening ansøger om lokaletilskud skal der vedlægges en række bilag som dokumentation. Hav derfor disse bilag liggende på din PC, når du påbegynder din ansøgning:

• Regnskab (eller tilskudsregnskab) dateret og underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer og foreningens valgte revisor. Vær opmærksom på, at din forenings regnskab vil blive offentliggjort

• Medlemsliste (indeholdende navn, fødselsår og bopælskommune på foreningens medlemmer i det kalenderår eller den sæson, som der ansøges på baggrund af

• Dokumentation for de udgifter du angiver i din ansøgning

OBS: Når din forening ansøger om lokaletilskud i 2020 på baggrund af afholdte driftsudgifter i 2019, så skal du indsende samtlige bilag samt udfylde et særlige bilag, hvor de enkelte udgifter er udspecificerede. Dette bilag vil du kunne tilgå på Aktiv Ikast-Brande.

Anvendelse 25-års reglen i Ikast-Brande Kommune

I Ikast-Brande Kommune anvendes 25-års reglen i forhold til opgørelsen af din forenings lokaletilskud.

Reglen betyder, at der vil ske en modregning (fradrag) af din forenings lokaletilskud i det størrelsesforhold som antallet af medlemmer over 25 år i din forening udgør af foreningens samlede antal medlemmer (eksklusiv trænere/ledere/instruktører/bestyrelsesmedlemmer).

Eksempel
En forening har udgifter for 100.000 kr. og dermed tilskudsberettigede udgifter for 75.000 kr.

Foreningen har i alt 100 medlemmer, hvoraf 40 medlemmer er over 25 år, svarende til 40 %.

Fradraget bliver da 40 % af 75.000 kr., svarende til 30.000 kr. 

Hvordan placeres medlemmerne i aldersgrupperne?

Det er det enkelte medlems alder ved kalenderårets begyndelse – og uanset hvilken afregningsperiode der er valgt (kalenderår eller sæson) – som er afgørende for medlemmets placering i alderskategorierne.

Hvilke udgifter ydes der tilskud til?

Følgende udgifter er tilskudsberettigede:

• Lejede lokaler, herunder haller samt lejrpladser

• Renter af prioritetsgæld (der ydes ikke tilskud til afdrag)

• Skatter, afgifter og forsikringer som vedrører ejendommen/bygningen • Almindelig vedligehold (der ydes ikke tilskud til forbedringer)

• Opvamning og belysning

• Rengøring og fornødent tilsyn (aflønning af rengøringspersonel skal kunne dokumenteres indberettet til SKAT).

Bemærk særligt, at lønudgifter til rengøringspersonel skal kunne dokumenteres indberettet til SKAT og at lønudgifter til trænere, ledere, ansatte i klubhuse eller øvrige administratorer ikke er en tilskudsberettiget udgift.

Følgende udgifter er ikke tilskudsberettigede:

• Udgifter i forbindelse med offentlige, entrégivende arrangementer

• Udgifter i forbindelse med arrangementer, hvis hovedformål af afholdelse af spil, herunder andespil, banko og lignende, hvori der indgår økonomisk gevinst for foreningen

• Udgifter til lokaler – bortset fra svømmehaller og lignende – til hvilke andre samtidig har adgang mod betaling

• Udgifter til egne eller lejede lokaler, hvor der ikke er tale om folkeoplysende aktivitet som eksempelvis overnatning og bespisning

• Udgifter til nye lokaler, lejrpladser samt nye lejemål (ikke haller), hvis dette medfører betydelige merudgifter.

Åben oversigt over tilskudsberettigede og ikke tilskudsberettigede udgifter, her.

Lokaletilskud til golfklubber

Golfklubber ydes et lokaletilskud på baggrund af et fast tilskud pr. medlem, svarende til 75 % af 555 kr. om året pr. medlem i aldersgruppen 0-24 år. 

Lokaletilskud til ridehalsbunde

Til rideklubber ydes maksimalt et tilskud til vedligehold af ridehalsbund på 10.000 kr. pr. år pr. ridehal (uden hensyntagen til lokaletilskudsprocent og fradrag).

Udgiften skal registreres særskilt i ansøgningen om lokaletilskud og der skal vedhæftes dokumentation for udgiften.

Lokaletilskud til lysanlæg ved fodboldbaner

Fodboldklubber som har drifts,- vedligeholdelses og tilsynsudgifter i forbindelse med lysanlæg kan ansøge om tilskud til disse via lokaletilskudsordningen.

El-udgifter:
Registreres særskilt i ansøgningen om lokaletilskud og dermed ikke under foreningens ordinære driftsudgifter.

Vedligeholdelsesudgifter:
Der ydes et årligt tilskud på 75 % af udgiften til vedligehold af lysanlæg – dog maksimalt 5.000 kr. pr. lysbane pr. år.

Tilsynsudgifter:
Der refunderes maksimalt 2.000 kr. pr. lysbane pr. år efter dokumenterede udgifter. Tilsynet til lysanlæg skal dokumenteres separat i foreningens regnskab. 

Lokaletilskud til leje af lokaler uden for Ikast-Brande Kommune

Hvis din forening lejer lokaler uden for Ikast-Brande Kommune vil lejeudgiften som udgangspunkt være tilskudsberettiget med 75 % af udgiften.

Du skal kontakte Fritid før du lejer dig ind i et lokale uden for Ikast-Brande Kommune for at sikre, at din forening efterfølgende kan få udgiften dækket via lokaletilskudsordningen.

Hvis vi kan anvise et egnet lokale til dig inden for Ikast-Brande Kommune, så er vi ikke forpligtet til at yde tilskud til udgiften.

Hvis ikke vi kan anvise et egnet lokale vil vi sende dig en skriftlig bekræftelse herpå – denne bekræftelse skal du vedlægge din ansøgning om lokaletilskud.

Fradrag for lejeindtægter

1. Der sker ikke fradrag i din forenings lejeindtægter, hvis lejer er en kommunal institution

2. Der sker ikke fradrag i din forenings lejeindtægter, hvis lejer er en anden folkeoplysende forening fra kommunen, og der er tale om foreningsrelateret brug (altså ikke privat)

3. Er lejer derimod en lokal ikke-folkeoplysende forening eller er der tale om en forening uden for kommunen, så fradrages din lejeindtægt

4. Kommerciel / privat udlejning fradrages altid

Vedrørende punkt 2., så er det fastsat, at en lokal folkeoplysende forening, der lejer sig ind hos en anden lokal folkeoplysende forening, skal have forespurgt om anvisning af kommunale lokaler og fået afslag, før der kan ydes lokaletilskud til foreningens lokaleudgift. Det skal kunne dokumenteres af foreningen, hvis denne forespørgsel har fundet sted og altid via Aktiv Ikast-Brande. Er der tale om en væsentlig udvidelse af foreningens aktivitetsniveau, kan vi vælge ikke at imødekomme ansøgningen til lokaleudgiften, såfremt ansøgningen medfører væsentlige merudgifter og der er tale om lokaler, som foreningen ikke tidligere har modtaget tilskud til.

Øvrige opmærksomhedspunkter

Vi kan altid, efter en ren individuel vurdering, vælge at nedsætte din forenings lokaletilskud, hvis drifts- og eller lejeudgifterne for lokalet ikke (længere) står i rimeligt forhold til antallet af deltagere eller til lokalets anvendelse i øvrigt.

Hvis din forening fx vælger at flytte sine aktiviteter til et nye lejemål, så skal vi også kontakte herom. Udvalget kan da beslutte, hvorvidt der kan ydes lokaletilsud til det nye lejemål og i så fald, hvor meget tilskud der kan ydes.

Foreninger som ikke tidligere har ansøgt om lokaletilskud til et lokale, skal først have godkendelse, såfremt foreningen ønsker lokaletilskud. 

Hvornår og hvordan udbetales lokaletilskuddet?

Lokaletilskuddet udbetales som udgangspunkt i juni-august måned og udbetalingen sker til din forenings CVR-nummer.

Du vil modtage et udbetalingsbrev i din forenings digitale postkasse, hvor du kan se, hvordan tilskuddet er beregnet.  

Øvrige oplysninger

Erklæring om indhentelse af børneattester

Alle folkeoplysende foreninger, der modtager tilskud eller får anvist lokaler, har pligt til at indhente børneattester i det omfang, foreningen ansætter eller beskæftiger personer, såvel lønnet som ulønnet, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år.

En børneattest er en straffeattest, som indeholder oplysninger om visse seksualforbrydelser begået mod børn under 15 år. Børneattestreglerne er med til at forhindre, at personer, der er dømt for seksuelle overgreb mod børn, uden videre kan få et børnerelateret job - eksempelvis i en forening.

Når din forening har indhentet børneattester jf. lovgivningen, kan du indsende "Erklæring om indhentelse af børneattester" til Ikast-Brande Kommune - det er en forudsætning for, at din forening kan få anvist lokaler eller modtage tilskud, at erklæringen er indsendt til Ikast-Brande Kommune.

Erklæringen skal underskrives af foreningens tegningsberettigede jf. vedtægten og indsendes én gang årligt.

Send erklæring om indhentelse af børneattest til Ikast-Brande Kommune

Krav om benyttelse af foreningsvalgt, registreret eller statsautoriseret revisor


Din forening afgør selv, hvorvidt I ønsker at benytte en folkevalgt, registreret eller statsautoriseret revisor. Det er dog et krav, at foreninger, der modtager et højere tilskud end 300.000 kr. pr. år, skal benytte en registreret eller statsautoriseret revisor.

Hvis din forening i forrige kalenderår har modtaget over 300.000 kr. i tilskud fra Ikast-Brande Kommune fra puljerne aktivitetstilskud, lokaletilskud og tilskud til lederuddannelse tilsammen, så skal din forening benytte en registreret eller statsautoriseret revisor til at underskrive foreningens regnskab og revisorerklæring til Ikast-Brande Kommune i forbindelse med ansøgning om aktivitetstilskud.

Uanset valg af revisor, skriver denne ikke under på forhold vedrørende lovgivning om indhentelse af børneattester.

Stikprøvekontrol

Fritid foretager stikprøvekontrol ud fra følgende retningslinjer:

• Minimum 10 % af de foreninger, som har ansøgt til puljen udtrækkes til stikprøvekontrol

• Alle foreninger, hvis samlede antal tilskudsberettigede udgifter overstiger sidste års tilskudsberettigede udgifter med 20 % eller derover, udtrækkes til stikprøvekontrol.

• Alle nye foreninger, som ansøger om lokaletilskud for første gang, udtrækkes til stikprøvekontrol.

Såfremt det viser sig, at 10 % eller flere af foreningerne har 20 % eller højere tilskudsberettigede udgifter i forhold til sidste år, udtrækkes alene disse foreninger til stikprøvekontrol. Såfremt det viser sig, at færre end 10 % af foreningerne har 20 % eller højere tilskudsberettigede udgifter i forhold til sidste år, udtrækkes de foreninger som er tættest på 20 % stigningen i tilskudsberettigede udgifter i forhold til sidste år og op til 10 % af det samlede antal foreninger. 

Fritid forbeholder sig desuden retten til, vilkårligt, at udtage yderligere foreninger til stikprøvekontrol.

Hvis din forening udtages til stikprøvekontrol, vil du blive kontaktet af en medarbejder fra Fritid og få nærmere information om proceduren.

OBS: Når din forening ansøger om lokaletilskud i 2021 på baggrund af afholdte driftsudgifter i 2020, så skal du indsende samtlige bilag samt udfylde et særlige bilag, hvor de enkelte udgifter er udspecificerede.

Dette bilag vil du kunne tilgå på Aktiv Ikast-Brande.


Ansøg om lokaletilskud for 2023

OBS: Du kan først ansøge om lokaletilskud, når din forening har foretaget en medlemsindberetning- dette gør du ved at klikke her.

Ansøgningsfristen er den 31. marts

Husk at udfylde og vedlægge "Indberetningsskema til Lokaletilskud" til din ansøgning